Hvordan er det at have ortoreksi?

Som nogle nok opdagede så var jeg at finde i Go’ morgen Danmark for et stykke tid siden, hvor jeg delte ud af lidt flere tanker omkring min oplevelse med ortoreksi, men det har plaget mig meget, at jeg ikke har fået delt alt det jeg ville. Først og fremmest vil jeg gerne gøre det klart, at jeg aldrig er blevet diagnosticeret med at have ortoreksi, men jeg kan nok ikke løbe fra, at det var det jeg havde. Forleden læste jeg, at en kvinde skrev, at hun ikke var fortaler for at der fandtes en diagnose for alt, men at det nogle gange var rart at andre satte ord på hvad der skete, og jeg er fuldstændig enig. Det at have ortoreksi er anderledes end anoreksi på det punkt, at man ikke ønsker at være tynd, men ønsker at være sund. Når man ikke selv har været inde i den onde cirkel, så er det svært at forstå hvordan det at ville være sund kan være sygeligt og usundt, men det kan jeg understrege at det virkelig kan - på flere punkter endda. Er det stadig sundt når man bruger køkkenrulle til at viske tomatsovs af kyllingen, fordi man tror det er usundt? Er det sundt at hele ens hver dag drejer sig om kost og træning? At man ikke tænker på andet? At man melder afbud fra arrangementer, fordi man er bange for hvilken mad der bliver serveret? At man lukker sig fuldstændig inde i sig selv? At man skriger og græder fordi man ikke tør spise den mad ens mor laver? Det påvirker en enormt mentalt, hvilket jeg er overbevist om mange ikke kan forstå - og det forstår jeg godt.

I 9. klasse holdte jeg et oplæg om spiseforstyrelser, herunder også om netop ortoreksi og jeg var overbevist om at det aldrig ville ske for mig, fordi jeg både elskede kage og bland selv slik, men måske også fordi jeg ikke forstod hvordan man kunne ende derude. Sandheden er at man i sidste ende ikke selv kan styre og kontrollere det på nogen måder. Hjernen overtager og manipulerer en fuldstændig, man mister kontrollen over sig selv. Det kan ikke beskrives med ord hvor ekstremt skræmmende jeg efterfølgende syntes det er, for er man i sådan en situation er der ofte i lang tid ingen og intet der kan ændre på ens tanker. Jeg oplevede selv ofte at jeg blev ekstremt sur hvis folk spurgte ind til min kost, træning eller blot tilbød mig et stykke kage. Det var så ekstremt sygeligt at jeg endte med at gå fra 55 kg til 41 kg på nogle få måneder, hvilke for mig personligt var en bivirkning som ikke alle med ortoreksi har, og derfor er det netop meget sværere at opdage, fordi man som ved anoreksi ikke fysisk nødvendigvis bliver ekstrem tynd, fordi man sagtens kan spise meget sundt mad. Jeg var dog så ”uheldig” at jeg både spiste ekstremt sund mad, som indeholdt få kalorier og derved kom jeg i stort kalorieunderskud uden at jeg ønskede at være ekstrem tynd.

Det virker fuldstændig absurd set ude fra at man kan have ortoreksi, men mad og træning fylder så ufattelig meget mentalt at det ikke kan beskrives med ord.. Jeg synes det er pinligt, og jeg skammer mig over min opførsel da jeg led af ortoreksi, men jeg håber så inderligt at andre kan få gavn af at jeg deler ud omkring min "rejse" med en spiseforstyrrelse - derfor gør jeg det.

23kg forskel