Er dét det hele værd? Part 1

Svaret på spørgsmålet kommer helt an på, hvordan man man ser det. I forhold til ortoreksi? Eller i forhold til livsstilen som jeg har i dag? Lad os tage den af to omgange - vi starter med livsstilen i forhold til det sociale og dét at være "almindelig ung".

Jeg har ofte tænkt over, om det her overhovedet er det her, jeg vil på længere sigt. Vil jeg leve efter en kostplan? Vil jeg medbringe min egen mad, fordi jeg skal ud og spise 3x på én uge? Den her livsstil tager ufattelig meget af ens sociale liv, og tildels også ens nydelse. Set i bagspejlet har jeg "brugt" 2 1/2 år på gymnasiet på at være syg og på den her livsstil. Jeg drak ikke i 2 1/2 år og tog ofte tidligt hjem for at få nok søvn, få passet min træning eller for at få min egen morgenmad dagen efter (disse episoder forekom også efter jeg var "rask" - mens jeg var syg var jeg aldrig med til fester). JA, jeg var med i byen et par gange, og jeg hyggede mig da, men det var ikke helt det samme, og det gik op for mig i studenterugen, hvor jeg for første gang virkelig gav mig selv lov - og jeg NØD det, men jeg ville gerne have haft mere af det i min gymnasietid.

Man behøver ikke være sammen med venner og spise slik omkring en film, men det er nu bare en del af hyggen nogle gange, og det fortrydder jeg, at jeg ikke har sagt ja til nogle flere hyggeaftener, og at jeg ikke har været mere social i angst for at afvige fra kostplanen.

Jeg fortrydder en del ting som jeg er gået glip af, - måske også fordi jeg ikke nåede at deltage særlig meget i "livet som ung" før jeg blev syg, men på den anden side så har jeg fået så meget gennem den her livsstil - først og fremmest er den årsag til, at jeg blev rask så hurtig. Jeg har fundet glæden ved træningen, modet til at spise usundt og generelt bare en del af livskvaliteten i mit liv igen, men fakta er at jeg ikke er mere lykkelig med den krop jeg har nu, i forhold til den krop jeg havde inden jeg blev syg. Ja, det er skide fedt at kunne squatte 100 kg, at have en lav fedt% og "være skide lækker" - og misforstå mig ikke, jeg elsker det, men det skal ikke ske på bekostning af alt. På nogle punkter kan jeg godt komme til at tænke på hvordan mit liv havde set ud, hvis ikke jeg var blevet syg og ikke var faldet for den her sport. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg først var begyndt på den her sport efter gymnasiet, men på den anden side så kan jeg heller ikke undvære min træning og de ting sporten bringer med sig. Jeg elsker måden man kan forme sin krop på gennem kost og træning, og jeg er min træner ualmindelig taknemmelig for at have fået mig hertil.

MEN hvis jeg kunne gøre noget om i min tid på gym, så ville jeg slappe langt mere af omkring min kost og min træning, for det er nogle helt fantastiske år af ens liv. Jeg ville ønske jeg havde turde drikke alkohol, og at jeg havde spist med mine venner uden at tænke over, at jeg spiste usundt 2 dage i streg. Selvfølgelig er det sket uden at jeg har banket mig selv i hovedet for det - for det gør jeg faktisk ufattelig sjældent. Jeg har spist julekager hver dag i en hel uge eller to og spist som det passede mig på studenterturen, men jeg holder stadig meget af min kostplan. Men det at holde sig 100% til sin kostplan hver dag er noget helt andet, hvis der er tale om konkurrencediæt, men det har der ikke været i mit tilfælde... I hvert fald ikke indtil nu - også er det i en helt anden boldkategori vi befinder os.

Nu skal dette indlæg ikke lyde som om, at jeg har lyst til at opgive den her livsstil - overhovedet ikke. Den her livsstil har givet mig glæden tilbage efter jeg blev syg, og at jeg ikke vil være den foruden på nogle punker, men samtidig har det været utroligt vigtigt for mig at finde en balance, som jeg dog desværre ikke fandt helt inden det var "for sent". Ikke engang til galla eller vores sidste skoledagfik jeg drukket - men derfor fik jeg måske spist lidt mere end godt var.:-P