Tilbagefald?

Det er noget jeg aldrig taler om. Jeg har før hævdet at jeg er 100% rask, og det er jeg nok også 95% af tiden, men jeg har perioder hvor de negative tanker rammer mig. Jeg er perfektionist, og har altid været det, hvilket gør at jeg gerne vil følge min kostplan 100% (det meste af tiden :-P), og jeg kan stadig have perioder, hvor jeg går en smule panik når jeg skal hjem til 4 forskellige veninder i løbet af en uge til aftensmad – hvad nu hvis der serveres pizza alle steder? Det er ikke fordi jeg ikke ”vil” eller ”tør”, men simpelthen fordi jeg gerne vil følge min plan og på en måde bliver "skræmt" af at afvige flere dage efter hinanden. Det er mere en principsags end det er angst for maden, for jeg tør godt spise andet end hvad min kostplan tillader. Dét kan dog godt være en udfordring engang i mellem, for jeg er meget socialt anlagt - og vil nu gerne spise med - det er lidt en del af hyggen.:-P Mit hoved kan dog godt drille lidt på det punkt, hvor jeg konstant spørger mig selv "hvad er det rigtige at gøre", "skal/skal ikke". Det fylder temmelig meget, men jeg taler bare aldrig om det...

Det har også været årsagen til at jeg i studenterugen og ugerne efter bare har givet slip og gjort som det passede mig - jeg trængte til at slappe fuldstændig af, være sammen med mine venner hver dag uden at tænke over at skulle følge min kostplan når vi var sammen. Det er rigtig hårdt, og tager meget unødvendig energi fra mig konstant at skulle tænke over maden, og det har også været årsagen til, at jeg har overvejet om det her overhovedet er det jeg vil, eller om jeg ikke hellere vil spise efter min sunde fornuft uden kostplan... Men jeg elsker det jeg gør, og jeg er ikke villig til uden videre at smide 2 års hårdt arbejde væk. Jeg plejer heldigvis også at få vendt rundt på det hele, men den her sport er meget et en-mands-løb, og værre er det så heller ikke – jeg er i offseason.